Vores focaccia – brødet I altid spørger efte

Vores focaccia – brødet I altid spørger efte

Det bliver serveret til stort set alle vores vinsmagninger. Og næsten hver gang er der nogen, der spørger: “Kan vi få opskriften?” Nu får I den.

Når vi inviterer til vinsmagning hos DammVine, er vinen naturligvis hovedpersonen.

Men der er én ting på bordet, som efterhånden har fået sin helt egen lille fanskare.

Vores focaccia.

Det er egentlig et meget enkelt brød. God olivenolie, rosmarin, flagesalt og en dej, der får lov at være så våd, som den skal være.

Alligevel ender vi næsten altid med at dele opskriften efter en vinsmagning.

Så nu gør vi det én gang for alle.

Her er den.

Det skal du bruge

Til ét stort focacciabrød

  • 4 dl lunkent vand
  • 25 g gær
  • 500 g hvedemel – gerne italiensk Tipo 00 med minimum 12 % protein
  • 3 spsk. god olivenolie
  • 2 tsk. salt

Til toppen

  • 3 spsk. olivenolie
  • 1 spsk. flagesalt
  • 2 spsk. friske rosmarinblade – oregano kan også bruges

Når brødet kommer ud af ovnen

  • 2 spsk. olivenolie

Sådan gør du

Kom det lunkne vand i en stor skål, og rør gæren ud i vandet.

Tilsæt melet lidt ad gangen, mens du rører dejen godt sammen. Den behøver ikke en lang tur på røremaskinen – et minuts grundig omrøring er fint.

Tilsæt olivenolie og salt, og rør igen i cirka et minut.

Og nu kommer det vigtige:

Lad være med at gå i panik over dejen.

Den skal være våd, blød og klistret. Det er lige præcis sådan, vi vil have den. Modstå derfor fristelsen til at hælde mere mel i.

Smør et ildfast fad på ca. 20 x 30 cm godt med olivenolie. Du kan også bruge bagepapir, hvis du gerne vil gøre opvasken lidt nemmere.

Hæld dejen i fadet, og hjælp den forsigtigt ud mod kanterne.

Lad den hæve på køkkenbordet i ca. 45 minutter. Er køkkenet køligt, kan den sagtens have brug for lidt længere. Kig på dejen: Den skal være tydeligt hævet, luftig og gerne have små bobler.

Tænd ovnen på 225 grader varmluft.

Når dejen er færdighævet, fordeler du olivenolie over toppen. Drys med flagesalt og friske rosmarinblade.

Kom lidt olivenolie på fingrene, og tryk forsigtigt de klassiske små fordybninger ned i dejen.

Ikke for voldsomt. Vi vil gerne beholde så meget af luften som muligt.

Bag focacciaen i ca. 20–22 minutter, til den er flot gylden på toppen.

Så snart den kommer ud af ovnen, drypper du yderligere et par spiseskefulde olivenolie over.

Lad den køle en smule af.

Og prøv så at lade være med at spise halvdelen, inden den kommer på bordet.

Hemmeligheden er den våde dej

Hvis der er ét sted, hvor du ikke skal begynde at improvisere med denne opskrift, så er det ved at tilsætte mere mel.

For ja – dejen virker meget våd.

Der er 400 g vand til 500 g mel, hvilket giver en dej med 80 % hydrering. Det er netop den store mængde vand, der er med til at give focacciaen den saftige krumme og de store, lækre luftbobler.

Dejen skal altså ikke kunne formes som en almindelig brøddej.

Våd dej er godt.

Brug lidt olivenolie eller vand på hænderne, når du arbejder med den, og stol på processen.

Hvilket mel bruger vi?

Vi bruger gerne et godt italiensk Tipo 00, men kig efter et mel med minimum 12 % protein.

Proteinindholdet hjælper dejen med at holde på luften og giver det luftige resultat, vi gerne vil have.

Almindeligt hvedemel kan også bruges. Men uanset hvilket mel du vælger: Lad være med automatisk at tilsætte mere, bare fordi dejen føles våd.

Rosmarin og flagesalt – eller noget helt andet?

 

Hos os er den klassiske udgave med god olivenolie, frisk rosmarin og flagesalt favoritten.

Den fungerer til stort set alt og – ret væsentligt hos DammVine – rigtig godt sammen med et glas vin.

Men du kan selvfølgelig lege med toppingen.

Prøv eksempelvis cherrytomater, oliven, tynde skiver rødløg, hvidløg, oregano, timian eller lidt parmesan.

Bare hold lidt igen.

Det er stadig focacciaen, der skal være hovedpersonen.

Og hvad drikker vi til?

Det er måske det eneste spørgsmål, vi får næsten lige så ofte som:

“Kan vi få opskriften på brødet?”

Og her er svaret lidt mere besværligt.

For focacciaen står på bordet til mange af vores vinsmagninger – og derfor har den efterhånden været omkring en ganske pæn del af DammVines sortiment.

Så vores anbefaling er egentlig meget enkel:

Bag brødet. Find en god flaske frem. Inviter nogen, du holder af.

Så er du allerede rigtig godt på vej.

Buon appetito – og cin cin.

 

Tilbage til blog